Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend vaer
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver de ffromme atter falme
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of life - no No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst them he unseen Like a if Twilight The breath of
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere given to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the hearts of men